• Mystiske pengestrømme i Peter Warnøes guldæg: »Det ligner en slags karrusel«

    Источник: BDK Finans / 20 фев 2024 00:11:55   America/New_York

    Det kroatiske selskab Bellabeat har efterhånden udviklet sig til lidt af et mysterium. Ifølge selskabets danske storinvestor Nordic Eye – der har den kendte erhvervsmand Peter Warnøe i spidsen – er Bellabeat en »kæmpe succes« med en værdi på 26 milliarder kroner, næsten fem millioner betalende brugere og samarbejder med blandt andre Audi, Netflix og superstjernen Miley Cyrus. Men hverken Bellabeat eller Nordic Eye ønsker at udlevere regnskaber eller anden dokumentation, der bakker op om påstandene. Samtidig er Bellabeat den seneste tid blevet afsløret i flere overdrivelser og usandheder, ligesom en række eksperter i ind- og udland har sat spørgsmålstegn ved den påståede succes. Og nu er Berlingske kommet i besiddelse af fortrolige dokumenter, der afslører hidtil ukendte detaljer om selskabet, der sælger fitnessarmbånd med tilhørende apps. Af dokumenterne fremgår det, at Bellabeat – efter at have rejst et stort millionbeløb fra Nordic Eye og andre investorer – selv har foretaget en række investeringer. Blandt andet har selskabet investeret et tocifret millionbeløb i en investeringsfond i Kroatien og et turismeprojekt i det vestlige Slovenien. »Jeg undrer mig virkelig over, at Nordic Eye investerer i en virksomhed, som investerer pengene videre i noget, der ligger langt fra deres kerneforretning. Det ville jeg som investor have det meget mærkeligt med,« siger Robert Spliid, ekstern lektor på CBS med speciale i kapitalfonde og tidligere mangeårig chef i Nykredit. Nordic Eyes direktør, Anders Kaasgaard, ønsker ikke at svare på spørgsmål om sagen, men henviser i stedet til Bellabeat. Hos det kroatiske selskab fastslår den juridiske chef, Ivana Manovelo, at Bellabeat ikke ønsker at svare på spørgsmål fra Berlingske. Hun tilføjer, at dokumenterne vedrørende Bellabeat er »strengt fortrolige«, og at selskabet vil starte en undersøgelse af, hvordan de er endt hos Berlingske. Underskud og gæld Bellabeat blev stiftet i 2014 af den slovenske skulptør Urska Srsen og Sandro Mur, som er matematiker og fra Kroatien. Deres idé var at skabe et fitness- og sundhedsarmbånd, der skulle hjælpe kvinder med at følge for eksempel søvn, vandindtag og stressniveau. I 2018 købte Nordic Eye omkring en femtedel af selskabet, og ifølge det danske investeringsselskab er Bellabeats værdi siden eksploderet fra 400 millioner kroner til hele 26 milliarder kroner. En værdi, der med længder overgår C25-selskaber som Netcompany, Royal Unibrew og ISS, der alle har tusindvis af ansatte. Men det er svært at finde ud af, hvor succesfuld Bellabeat egentlig er. For selvom stifterne og langt de fleste ansatte sidder i Kroatiens hovedstad, Zagreb, er selskabet registreret i delstaten Delaware i USA, og her bliver regnskaber ikke offentliggjort. Nu er Berlingske imidlertid kommet i besiddelse af Bellabeats regnskab for 2021. Og her fremgår det, at selskabet i 2020 og 2021 samlet omsatte for over fire milliarder kroner. Men resultatet for de to år var et underskud på næsten 70 millioner kroner. Samtidig havde selskabet optaget lån hos sine to stiftere, Urska Srsen og Sandro Mur, for omkring 60 millioner kroner. Alligevel havde Bellabeat i løbet af året skudt knap ti millioner kroner i en kroatisk investeringsfond kaldet Feelsgood og et turismeprojekt i den slovenske by Kojskem. »Det er meget mystisk, at Bellabeat laver den slags investeringer, når selskabet ikke selv er økonomisk stabilt. Det ville måske give bare en smule mening, hvis pengene blev investeret i noget, som lå op ad deres egen kerneforretning. Men det virker jo slet ikke til at være tilfældet,« siger Frederik Aakard, partner i Dansk Ejerskifte, der rådgiver om handel med virksomheder. Han henviser til, at Bellabeat som nævnt beskæftiger sig med fitnessarmbånd og -apps. »En slags karrusel« I marts 2022 fortalte Bellabeat-stifter Sandro Mur til medier i Kroatien, at hans selskab havde investeret i hele seks forskellige fonde og lavet 20 direkte investeringer i andre selskaber. Ved samme lejlighed kom det frem, at Bellabeat havde mangedoblet sin investering i fonden Feelsgood, så den nu lød på 45 millioner kroner. Det gjorde Bellabeat til den største private investor i fonden. Berlingske har imidlertid fundet flere ting ud over den store investering, som forbinder Bellabeat og Feelsgood. For selvom Bellabeat er registreret i Delaware og officielt har hovedkontor i San Francisco, så benytter selskabet en revisor hos firmaet Crowe Horwart Revizija i Zagreb til at underskrive regnskaber. Og netop dén specifikke revisor har også underskrevet regnskaber for Feelsgood. I efteråret 2022 besluttede Feelsgood desuden at investere i det kroatiske iværksætterselskab Juicefast, som slår sig op på at producere sunde saftprodukter. Få måneder senere blev også Bellabeat-stifter Sandro Mur investor i Juicefast. Derudover er Feelsgood investor i marketingselskabet Top Digital Agency (TDA) med adresse i den irske hovedstad, Dublin. Og TDA har ifølge egen hjemmeside Bellabeat på kundelisten. »Det ligner en slags karrusel. Det er i hvert fald påfaldende, hvordan det hele tilsyneladende er bundet sammen,« siger Frederik Aakard fra Dansk Ejerskifte. Nordic Eyes ledende partner, Peter Warnøe, sidder med i bestyrelsen hos Bellabeat. Det samme gør danske Jeppe Christiansen, som er direktør i Maj Invest. Men Frederik Aakard har svært ved at forstå, at de to og Nordic Eye skulle have godkendt Bellabeats omfangsrige investeringer. »Der er masser eksempler på, at man investerer penge i fonde, der så investerer videre. Men her har Nordic Eye investeret i et driftsselskab (Bellabeat, red.), der investerer i en fond, der igen investerer pengene videre,« siger Frederik Aakard og tilføjer: »Det er en helt usædvanlig struktur. Og den gør, sammen med den manglende indsigt, at man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der foregår i Bellabeat?« CBS-lektor Robert Spliid bakker op. Han mener, at sagen bør bekymre de omkring 350 velhavende investorer, som har skudt penge i Nordic Eye. »Det må jo være vigtigt for dem, at der har kontrol med, hvad Nordic Eyes penge bruges på. Umiddelbart skulle man jo tro, at de mange penge til Bellabeat skulle bruges på at udvikle selskabets forretning med fitnessarmbånd. Men nu viser det sig altså, at Bellabeat ligger og kanaliserer penge videre til alt mulig andet.« »Det er altså slet ikke normalt,« tilføjer han. Berlingske har forelagt sagen for Thomas Black-Petersen, der er formand for det såkaldte investor board i Nordic Eye. Han har ikke ønsket at kommentere sagen. Den danske erhvervsmand Jeppe Christiansen, som sidder med i bestyrelsen hos Bellabeat, er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelser. https://www.berlingske.dk/virksomheder/mystiske-pengestroemme-i-peter-warnoees-guldaeg-det-ligner-en-slags
Опубликовать